• December i Shubidua-musikkens tegn

    5. december 2016

    Du kan godt glæde dig til at opleve intet mindre end TO TV-koncerter med relation til Shubidua i denne måned.

    Første koncertoplevelse er den 10. december, hvor du på TV2 Charlie kan opleve Hardinger Band for fuld udblæsning til en koncert optaget på Gram Slot tidligere i år. Koncerten vises i 2 dele, der sendes henholdsvis kl. 20:40 og 21:30.

    Anden koncertoplevelse får du den 22. december, når DK4 blænder op for Shu-bi or not Shu-bi's første TV-optræden. Denne koncert sendes også i 2 dele, henholdsvis kl. 21:00 og 21:50.

    Det betyder altså, at du får intet mindre end 5 Shubber og ca. 4 timers musik direkte ud i stuen inden jul. Rigtig god fornøjelse!

  • Ny musik på vej?!

    2. maj 2016

    Jamen hallo, hvad er nu det for noget? Rygterne svirrer, og Hardinger fortæller lidt hist og pist, og sætter man det hele sammen, kunne noget tyde på, at vi kan være heldige at blive forkælet med lidt ny musik i år.

    Faktisk har det allerede været muligt at høre lidt af det, eftersom Hardinger i sit program Alfa Ding på Radio Alfa har givet airplay til en nyindspilning af Shubiduas smukke "Basuner og Engle". Den nye version lyder mere moderne og er blevet arrangeret og piftet lidt op af d'herrer Daugaard Sr. og Jr., og opdateringen har på ingen måde gjort nummeret mindre smukt. Efter redaktionens mening lyder det faktisk - som man nu siger på godt jysk - ik' så tåvlig! Det er Jørgen, der synger for, så man skal selvfølgelig vænne sig til, at det ikke er Bundens dybe stemme, man hører, men nu har Jørgen jo en fænomenal sangstemme, så det gør på ingen måde noget.

    Vi holder jer selvfølgelig opdateret, så snart vi ved mere om den (forhåbentligt) kommende musik fra Hardinger Band (som i øvrigt nu er gruppens officielle navn - der er ingen ændringer i medlemmerne, det er stadig Michael Hardinger, Jørgen Thorup, Kim Daugaard, B-Joe (Johansen) og Flemming Olsen).

    OPDATERET: Singlen, Basuner & Engle, blev officielt udgivet den 2. maj og kan købes digitalt via iTunes og høres på Spotify og YouSee Musik. Derudover kan vi tilføje, at Radio Alfa har nummeret som "Ugens Flash" i uge 19. Stil ind og lyt med!

  • Meyerheims Talkshow - Shubidua Special

    22. marts 2016

    Den 30. marts går TV2 Charlie i Shubidua-mode, når de sender Meyerheims Talkshow Shubidua Special. I studiet har de besøg af Michael Hardinger, Kim Daugaard og Claus Asmussen, mens der vil være videoindslag fra et meget personligt interview med Michael Bundesen.

    Fra publikum, der var til stede ved optagelserne, lyder det, at der kan forventes et rigtig godt program med musik, spas (kan det blive andet, når Hardinger er med?) og alvor, og udover de førnævnte Shubber deltager også Jørgen de Mylius og Emil Birk Hartmann, som spiller hovedrollen som Mik i "Shubidua The Musical".

    Du kan godt glæde dig - og husk at sætte optageren til!

    Programmet sendes på TV2 Charlie, onsdag den 30. marts, kl. 20:55.


    Hardinger, Daugaard og Asmussen i sofaen hos Meyerheim. Foto: Warner Bros./TV2 Charlie.