• Vejrguderne udgiver single

    1. november 2012

    Ivan Pedersen, Jørgen Thorup og Boe Larsen udgiver under navnet Vejrguderne en single, der hedder "Nok Af November", som er indspillet under Kulturnatten med hjælp fra en masse tilfældige mennesker, som bidrager til omkvædet. Det er folk, der er kommet ind fra gaden, som musikerne selv siger, og har fået lov at synge med i løbet af aftenen og natten.

    Singlen udkommer 7. november på iTunes.

  • Ole deltager i 4-Stjerners Middag

    31. oktober 2012

    Den 12. november starter en ny omgang af "4-Stjerners Middag" på Kanal 5, og i denne runde får vi mulighed for at opleve Ole Kibsgaard både som middagsgæst hos de andre deltagere og på slap line i køkkenet, når han selv skal diske op med en middag til sine gæster.

    De øvrige 3 deltagere i denne udgave af programmet er Kaya Brüel, Lars Ranthe og Anne Louise Hassing.

  • Kasper W. på Toppen!

    14. august 2012

    I 2012-udgaven af TV2s program, Toppen Af Poppen, medvirker Kasper Winding som én af de kendte musikere, som drager til varmere himmelstrøg for at mødes med andre musikere og give bud på hinandens musik.

    Udover Kasper Winding er deltagerne i dette års udgave Peter Belli, Sanne Salomonsen (som Kasper i øvrigt har kendt nærmest hele livet), Nabiha (som ses på billedet her til højre sammen med Kasper), Mads Langer, Dicte og Marc Johnson.

    Kasper har de seneste år ellers mest produceret og skrevet musik for andre, men her er der altså mulighed for at opleve andres fortolkninger af Kaspers egne sange.

    Programmet vises på TV2 tirsdag kl. 20.00.

    Som en lille ekstra note kan det i øvrigt bemærkes, at Kasper har et nyt opsamlingsalbum på gaden: Re-Winding.
    Udgivelsesdato 10. september 2012.