• Mustang Convertible

    18. juni 2009

    Så er der endnu en single på vej fra d'herrer Hardinger & Thorup. Denne gang er der tale om et rigtigt sommernummer med den ligeså sommer-agtige titel, Mustang Convertible.

    Nummeret er indspillet i Tunelab-studiet med diverse medlemmer fra Hardinger & Thorup-bandet, og det er selvfølgelig en forløber for det album, der forventes at blive udsendt på et senere tidspunkt.

    Sangen er udsendt til radioerne, men kan også købes som download, hvilket selvfølgelig anbefales herfra, så man også støtter de kære musikere.

  • Ny musik fra Winding

    2. april 2009

    I samarbejde med Thomas Blachman har Kasper Winding sendt ny musik på gaden. Det nye album, som de to herrer har begået, hedder Musicality, og uddrag herfra kan høres på deres MySpace-side. Pladeselskabet bag er Mermaid Records.

    I forbindelse med udgivelsen er der også produceret en musikvideo til nummeret "That's no shame". Anmelderne har ikke været specielt venlige mod udgivelsen, men tag eventuelt et lyt på nogle af numrene via MySpace-siden og bedøm selv.

  • Shubidua-musical uden Shubidua

    25. januar 2009

    Ja, overskriften lyder måske lidt kryptisk, men det er faktisk ganske rigtigt. En musicalforening for amatører har i år en musical på programmet, og denne er ganske enkelt bygget over flere af Shubiduas numre. Titlen på musicalen er "Den Danske Mand".

    Musicalforeningen kalder sig Krabasken og ligger i Slagelse, og her kan du se musicalen i forårsmånederne - vel at mærke, hvis du er heldig at få billet, for deres forestillinger er meget populære. Der er 13 forestillinger, men flere er allerede udsolgte.